Arbejdet på REMI

Hver morgen fra mandag til torsdag kører vi fra compounden, hvor vi bor, til skolen REMI, hvor vi arbejder. En tur på ca. 4-5 km. REMI-skolen blev startet i 2003, af Michel og Recab Bongi, i et ønske om at efterlade et personligt aftryk i det nigerianske skolesystem efter, at de begge havde levet et langt liv med arbejde inden for undervisningsområdet. Visionen med REMI-skolen var at nedbryde nogle af de fordomme, der typisk er overfor handicappede i det nigerianske samfund. Derfor har skolen oprindeligt haft en målsætning om der henholdsvis skulle være 50 % ”normale” elever og 50 % ”special needs” elever. Siden 2003 har skolen stødt vokset og har i dag omkring 400 elever fra vuggestue-alderen til det der svarer til 10. klasse. Derudover har man planer om at udbygge skolen med det der svarer til 1.-3. g og tilmed en kostskole for døve. REMI-skolen har her i området ry for at være den bedste primary skole i Adamawa state (en delstat her i Nigeria), hvilket nok hænger sammen med den tidligere leder Recab Bongis post som undervisningsminister her i Adamawa-distriktet.

Visionen om 50% handicappede og 50% normale elever halter dog lidt. I dag ligger den nok nærmere på 80% normale og 20% elever med ”special needs”. Man er også gået væk fra at blande de mest handicappede med normale elever, da dette har vist sig ikke at fungerer. Man har i stedet for valgt at samle de aller mest handicappede i et lokale for dem selv. Her bruger vi en del af vores tid. Mike har valgt at koncentere sig om denne klasse, og Johannes hjælper også til i alle hans fritimer. Klassen består af 10 elever, som har meget forskellige handicaps. Ingen af dem er diagnosticerede, men der er både elever med Down Syndrom, spastikere og autister. Eleverne er i et aldersinterval fra 8-25 år. Det er et udfordrende, men også et utroligt spændende og givende arbejde. Vi føler, at vi gør en stor forskel i de to måneder vi er på REMI, da de for tiden søger en nigeriansk lærer, som har interesse og uddannelse til at tage sig af disse børn. En lærer med disse kvalifikationer er meget svær at finde i Nigeria, da der for det første absolut ikke er nogen status i at undervise handicappede, og for det andet fordi at REMI er en af de få skoler med handicappede elever, hvorfor efterspørgslen efter sådanne lærer ikke er særlig stor og derfor er udbudet heller ikke særlig stort. Førhen var det Talatu, en kvinde med 90 % nedsat syn, som både tog sig af blinde og handicappede elever, hvilket selvfølgelig var langt fra optimalt. Efter vi er trådt til, har det resulteret i en mere koncentreret indsats hos specialeleverne. Så selv om forholdene for de handicappede ikke er særlig gode efter danske standarder, skal man hele tiden have i baghovedet, at det er et stort skridt at en skole som REMI vælger at tage dem ind. Alternativet var at de blev gemt væk ude hos familierne uden nogensinde at få nogle form for uddannelse.

Udover specialbørnene har vi begge beskæftiget os med Primary-klasserne. Her har Mike undervist en Primary 3-klasse (7-9-årige) i engelsk, computerteori og billedkunst. Johannes har været travlt beskæftiget med billedkunstundervisning af samtlige Primary-klasser (1-6). Undervisningen i billedkunst hernede ligger langt væk ligger langt væk fra, hvad vi er vant til i Danmark. Normalvis tegner læreren noget på tavlen, som eleven så skal lave en eksakt kopi af. Der er altså ikke meget plads til udfolde sine kreative evner. Det er derfor meget spændende at undervise i dette fag, da der heldigvis ikke er nogle fast lærerplan, så man har rimelig frie hænder til at vise eleverne andre måder at være kreativ på, end blot at kopiere fra læren, som de er vant til. Vi har også brugt nogle morgener hos Play Class, som svarer til en dansk vuggestue. Her synger og leger vi med børnene.

Alt i alt er REMI et rigtig dejligt sted at undervise, da man ikke er et sekund i tvivl om, at man gør en forskel. Selvom vi som nyudsprungne studenter ikke har de store undervisningskvalifikationer, så kan vi give de nigerianske børn meget med vores danske form for pædagogik og undervisning.

En tur paa markedet

”Hvem laver aftensmad?” Spørger den foerste ret ledende.

”Jeg smagte en gryderet med jams i Jos, som smagte fantastisk.” Svarer en anden.

”Kender du opskriften?” spoerger den foerste igen.

”Nej, men der skal i hvert fald jams i.” Svarer den anden.

”Det smager sikkert godt med tomatsovs.” Tilfoejer en tredje til samtalen.

”Vi har kun een raadden jam på lageret.” Pointerer en fjerde person inde fra maddepotet.

”Så lad os koere ind på markedet.” Konkluderer en den foerste person.

Koereturen ind til markedet er meget varierende med hensyn til den tidsmaessige distance. Nogle dage er bedre end andre, da der er mange relative faktorer, som spiller ind. Hvis vi venter et oejeblik med disse faktorer, og i stedet ser på konstanterne, saa boer man foerst og fremmest vaelge kvaliteterne af de nigerianske veje som en konstant. Her kan man blandt andre naevne hullerne i vejene. Hvis man koerer over et for dybt hul, kan dette have alvorlige konsekvenser for undervognen. Hullerne er noget de fleste billister forsoeger at undvige. I mange tilfaelde betyder dette, at man må koere over i den modsatte vejbane, som en anden spoegelsesbillist. Og hvis der kommer modkoerende, så må de enten koere ud i rabatten eller bremse ned, så ”spoegelsesbillisten” kan komme til. Et andet forhold, som man skal vaere opmaerksom på, er de steder, hvor opvarmet asfalt er koert op, ligesom en snedige efter en heftig snestorm. I dette tilfaelde koerer man dog ikke med lethed igennem snedigen (eller asfaltdigen), da man dermed vil totalsmadre bilen. Man koerer derimod langt udenom dem. Her goer modsatte vejbane sig igen gaeldende. En fodnote til denne konstant er, hvorledes hullerne langsomt, men sikkert, bliver dybere og dybere pga. regnen, og hvordan asfaltdigerne bliver større og større pga. den konstante solopvarmning og slid fra de travle nigerianske biler.

Udover denne konstant, som alligevel viser sig at vaere relativ, er der som naevnt nogle faktorer, som ogsaa spiller ind på den tidsmaessige distance fra A til B (i dette tilfaelde fra vores hjem på Mbamba til Yola-markedet). Her er den vigtigste faktor den nigerianske trafik. Der findes ingen vigepligt. Hvis folk vil over vejen, så peger de mod deres destination (den anden side af vejen) og begynder at gaa. Der er konstant store koeer, skrigende geder, vilde hunde og tre smaa kyllinger, som krydser vejbanen. Spoegelsesbillister moedes som naevnt hyppigt hernede, folk skifter daek midt på vejbanen og på den maade kan man blive ved i en uendelighed med at naevne smaaforhindringer i den nigerianske trafik. Dette bekraefter også mit valg med at kategorisere trafikken som vaerende en faktor, da den jo reguleres fra dag til dag med hensyn til tidspunkt (på ugen og dagen), lokation og selvfoelgelig chauffoerens koereegenskaber.

De sidste og lidt mere sjaeldne faktorer er bilens tilstand. Kan den bremse, kan den dreje, er der luft i daekkene og kan man se noget ud af forruden. Disse fejl og mangler er ofte ikke aktuelle i Danmark, men hernede er det hverdag. Langt stoerstedelen af bilerne hernede er brugte biler fra udlandet, som der er blevet shippet til Nigeria, efter de ikke laengere er tilfredsstillende efter vestlig standard. Saa naar man koeber en ”ny bil” af en nigeriansk forhandler, har den ofte vaeret på de europaeiske veje i 15 aar. Saa vores ”nye” Toyota Corolla har koert i de schweiziske alper siden 1989. Eftersom Midtjysk Autoophug Aps. ikke opererer i Nigeria medfoerer dette, at der rundt omkring i Nigeria findes enorme bilkirkegaarde, hvor vestens affald henfalder.

Disse forhold goer det endnu mere umuligt at kortligge den tidsmaessige distance fra ens bosted til markedet. Ergo... Det er svaert at sige.

Vores faste parkeringsplads inde ved markedet er placeret ude foran ”The Shop”. The Shop er et nigeriansk supermarked, der har et vareudvalg, der kan taelles paa to haender. Vi skal krydse vejen for at komme hen til selve markedet. Dette er en avanceret manoevre, som kraever overblik, mod og beslutsomhed. Overblikket afspejles i, at man skal holde oeje med biler, der kommer fra fire retninger, og som ikke forsoeger at give dig plads. Man skal vaere opmaerksom på hundredvis af ”chappere” (knallerttaxa), som koerer sit helt eget loeb. De stroemmer ud og ind mellem bilerne, koerer paa fortovene og foelger generelt ikke trafikkens rytme. Derudover skal man have mod til at bevaege sig ud foran bilerne og chapperne ved f.eks. at pege, og til sidst skal man vaere beslutsom i det rette oejeblik.

Naar man har faaet manoevreret sig over vejen, staar man paa pladsen foran markedet. Her sidder hundredevis af nigerianere, som har gang i alverdens: De spiller pool på et forfaldent poolbord, de er ved at stege jordnoedskager i olie, de er i gang med at fikse en generator eller, det mest sete, de sidder og laver ingenting, imens de snakker med sidemakkeren, som også laver ingenting. Allerede her fornemmer man den gode nigerianske stemning, som er meget karakterisk på dette marked, men ogsaa for landet generelt. Alle folk smiler og er glade. De vil hellere end gerne snakke med os. I starten fik vi isaer meget opmaerksomhed i form af tilraab som ”Bature!” (= hvid mand), hvilket er forstaaeligt, da der naesten ikke kommer andre hvide paa markedet. Inge, som vi bor med, har handlet på dette marked i over et aar nu, og hun siger, at hun endnu ikke har moedt andre hvide mennesker. Dette viser, hvor sjaeldent et syn vi er, og goer os til en velkendt attraktion for de lokale.

Naar man traeder ind igennem porten til selve markedet, er det som at traede ind i en tidslomme, hvor de lokale boender sidder og saelger dagens hoest side om side med skraeddere, der syer den traditionelle muslimske klaededragt. Naesten uden en moent paa lommen udviser de ualmindelig venlighed og ro, som er med til at goere en tur på markedet til en dejlig oplevelse.

Eftersom vi har vaeret i Yola siden den 1. september nu, hvor vi naesten dagligt har besoegt markedet, er vi ved at vaere for alvor kendte ansigter hernede. Proportionalt med vores tid hernede, er vores evner inde for Hausa-sproget vokset, og vi er derfor kommet i bedre kontakt med folket. Vi har faaet nogle gode bekendte på markedet, som vi besoeger, hvilket er en stor fordel, da vi er velkendte med deres priser og varer (saa vi er sikker paa, at de ikke giver os en hvid-mands-pris/Bature-price; ogsaa kaldt en overpris). Her kan der f.eks. naevnes en af de eneste engelsktalende skraeddere paa markedet, Josefine, som til gode priser syer vores toej. Vi (Johannes og Mike) fik f.eks. syet to par shorts, en poloskjorte, en kortaermetskjorte og et par bukser til det beskedne beloeb af 1500 Nira (mindre end 60 danske kroner). Desuden er hun en soed lille kraftig dame, som altid er frisk på en snak. En anden god bekendt, vi har faaet, er en dame ved navn Franko. Naar vi kommer til hendes lille butik, hvor hun saelger frugter, krydderier og groentsager, saa raaber hun: ”My son, you are welcome!”. Hun har hjulpet os en del gange. Maaden vi laerte hende at kende var en gang, hvor vi ledte efter plantains (store soede bananer). Vi kunne ikke finde dem nogle steder, og da vi saa spurgte Franko, om hun havde plantains, saa sagde hun nej, men begyndte straks af hjaelpe os med at finde nogle. Efter hun havde ledt hele markedet igennem efter disse ligegyldige plantains, så fandt vi dem endelig. For at takke hende, tilboed jeg hende et symbolsk beloeb bestaaende af 20 Nira (lidt under 1 kr.), hvilket hun naegtede med foelgende kommentar: ”I will not take money from my son!”. Paa den maade kunne man aabenbart blive en del af en familie, uden egentlig at goere noget.

Så selvom vi har været på marked utallige af gange nu, er det stadig en oplevelse hver eneste gang!

Livet paa Mbamba

Efter vores ophold i byerne Abuja og Jos ankom vi d. 2 september til vores endelige destination, Mbamba, et par kilometer udenfor byerne Yola og Jimeta.
For udefrakommende kan vi fortaele, at stedet Mbamba er en compound, hvor der ligger en praesteskole med ca. 100 studerende med familier og en secondary-kostskole med 400-500 elever. Begge institutioner hoerer begge under den lutheranske kirke i Nigeria. Disse to skoler starter foerst op i starten af oktober, saa pt. er der roligt her paa Mbamba. Indtil videre har vi haft rig mulighed for at stifte bekendtskab med de fastboende medarbejdere og deres boern. Udover dette har vi ofte boern fra nabolandsbyen haengende omkring huset, da nye Batures (Hausa for ”hvid mand”) er et yndet udflugsmaal.
Den foerste uges tid her paa stedet gik med at faa os indrettet i vores nye hjem. I huset bor vi sammen med Inge og Tine. Inge har tidligere vaeret udsendt i et aar, ogsaa her til Mbamba, saa vi nyder godt af alle hendes erfaringer, tips og tricks. Tine er udsendt for foerste gang og skal undervise paa skolen REMI, ligesom vi ogsaa skal. Udover os fire er der ogsaa fire andre danskere her paa Mbamba. Mette og Alex, et yngre aegtepar, der skal fungere som undervisere paa praesteskolen i 3 aar og Niels og Ida, et aegtepar i 50'erne, som ogsaa skal undervise paa praesteskolen i en 5-maaneders periode.
Udover at faa flyttet ind er de foerste uger paa Mbamba gaaet med at laere folk paa stedet at kende, lege med boernene og spille en masse fodbold. Vi nyder virkelig livet her paa compounden. Der er en skoen stemning, naar man gaar rundt i de frodige omgivelser (det er regntid), og alle stopper op for at snakke og sige velkommen til stedet.
Sidste uge begyndte vores arbejde paa REMI skolen, som ligger omkring fem kilometer fra Mbamba. Dette er en kombineret primary og secondary skole, hvor man proever at blande ”special needs-children” med helt almindelige boern. Et spaendende og unikt projekt, som vi nok skal komme til at fortaelle meget mere om. Skolestarten er lidt flydende her i landet, saa foerst nu er alle elever og laerer ved at vaere paa plads til det nye skoleaar. Men vi er ved at laere stedet at kende og har faaet tildelt vores opgaver hver isaer. Udover at vi begge skal fungere som speciallaerere for nogle af de svageste elever, skal Mike vaere tilknyttet Primary 3 (boern i 7-9 aars alderen), hvor han skal fungere som computer -og engelsklaerer, og Johannes skal vaere billedkunstlaerer for hele primary 1-5 (boern fra 5-12 aars alderen) og hjemmekundskabslaerer for et valghold fra secondaryskolen.
Saa mere er der ikke at sige, end at vi nyder Nigeria i fulde drag!

Brunsovs og børnehjemsbesøg

Efter en spændende uge i Church Village, Abuja, gik turen mod million-byen Jos, som ligger på et platoue med bjerge op til 1700 meters højde. ”Platoue”, som også er navnet på staten, hvor Jos ligger, er kendt for et dejligt klima, hvor folk fra norden føler sig rigtig godt tilpas. Derfor så vi også dette ophold, som en lille uges behagelig ferie inden vi drog mod vores endelige og noget varmere destination, Yola, i staten Adamawa. Behageligt var det. Vi boede på en compound ved navn Dogon Dutse, hvor der var varmt vand fra en bruser (vi er vant til kold vand fra en spand), dansk mad fra en afrikansk kok, som har beskæftiget sig med klassiske danske retter i flere årtier (vi fik et festmåltid på Johannes' fødselsdag bestående af rødbeder, brunsovs og kartofler – mums!), og til sidst, men ikke mindst, en udsigt fra vores hytte på Dogon Dutse over Jos. Så det var et fantastisk luksuriøst opholdt, hvor vi overnattede fra onsdag den 25. august til og med den 31. august.

Vores ophold i Jos skulle selvfølgelig ikke bestå af ren afslapning i form af Backgammon, så vi fik sat en aftale i hus med et dansk missionærpar ved navn Peter Michael og Anne Karin. Parret har været bosat sammen med deres børn i Jos i mere end fem år, hvor de primært har sat tid og kræfter af til nogle børnehjemsprojekter. Der er to af slagsen, hvoraf den ene hedder ”Transition House”. Dette er et hjem for unge drenge i en alder af 13-20 år, som af den ene eller anden årsag ikke har et hjem eller en familie. Det andet børnehjem ligger lidt uden for byen Jos, hvor der både er unge piger og drenge i en alder af 4-13 år. På det sidste hjem, som hedder ”Gidan Bege”, mødte vi en pige, hvis forældre er døde. Som om dette ikke havde været en traumatisk oplevelse i sig selv, så blev hun efter forældrenes død beskyldt for at være et såkaldt ”heksebarn”, som havde kastet nogle forbandelser over sine forældre. Altså en direkte beskyldning for at have slået sine egne forældre ihjel. Denne lille pige har selvfølgelig nægtet alle disse beskyldninger, hvorefter de havde tortureret hende med både kogende vand og strygejern (hendes ryg var fyldt med ar). Til sidst havde pigens bedstemor valgt at aflevere pigen til ”Gidan Bege” med den besked, at landsbyens beboere ville ende med at slå hende ihjel. Alt dette skete for et halvt år siden, og hun er kun ét eksempel, ud af mange andre, over hele Nigeria. Børnehjemsprojekterne var et tydeligt bevis på, at man med få midler kan ændre forfærdelige skæbner som denne piges og give dem mulighed et værdigt liv.

I vores uge i Jos besøgte vi også et ”Reach-Out”-projekt, som Afrika In Touch har arrangeret. Dette projekt består af, at seks unge danskere skal bo i et kollektiv med seks unge nigerianere. Hver dansker skal så dele seng med en ung nigerianer. Sammen skal de så ud og lave volontørarbejde, hvor de blandt andet skal ud til børnehjemmet ”Gidan Bege”, som er beskrevet i det ovenstående. Til at holde styr på denne gruppe unge er der ansat et nigeriansk ægtepar, som har tre børn.

Vi var inviteret til spisning, hvilket vi glædede os meget til, da vi havde mødt disse seks danskere på volontørkursusset på Diakonhøjskolen i Århus. Der var stor gensynsglæde, hvor vi kunne dele de oplevelser og indtryk vi havde gjort os indtil videre. Derudover var det også spændende at møde nogle nigerianere på vores egen alder. Selvom det var jævnaldrene, kunne man fornemme en masse kulturforskelle. F.eks. var nogle af de unge nigerianere allerede forlovet. Det er et rigtig fint projekt, idet man kan få venner for livet på tværs af kontinenter og får knyttet meget tætte bånd til en anden kultur.

Vi er stadig høje på alle de nye indtryk som den nigerianske kultur giver os, men nu glæder vi os også til at flytte ind i vores hus på Mbamba, Yola, og starte på en hverdag.

Fodbold i slumkvarteret

Bature!
En dag hvor vi gik en tur i Church Village (kvarteret hvor vi bor), mødte vi de sædvanlige tilråb ”Bature!”, som betyder ”hvid mand”. Dette oplever vi tit når folk ser os, eller andre hvide, i gadebilledet. Vi har tit undret os over, hvilken mening der ligger bag disse ord. Vi er klar over, hvad selve ordet betyder, men med hvilket formål man bruger ordet, står os stadig uklart. Vil de have opmærksomhed fra os, vil de gøre andre i nigerianere opmærksomme på os og vores mærkelige farve, eller vil de blot hilse på os? I Danmark ville det forekomme både mærkeligt og fornærmende, hvis danskere råbte ”sort mand!”, hver gang man så en afrikaner. Dog har vi indtil nu taget det med et stort smil, da vi er sikker på, at der intet ondt eller angribende ligger i ordet (desuden siges det også oftest med et stort smil).

Fodboldkamp med sten, kloakvand og glade nigerianere
Men drengene der råbte det denne gang ville mere end blot have vores opmærksomhed. De ville udfordre os i en god omgang bordtennis. Bordtennisbordet bestod af et lille slidt træbord med en halv meter lang træmorter liggende på tværs. Battene var blot nogle stykker træ, som de havde fundet på jorden. Og nu havde de samlet mod til at udfordre os danskere. Vi tog selvfølgelig glædeligt imod udfordringen og forsøgte også at lære dem rundt-om-bordet, så alle kunne tage del i spillet. Dette gik mindre godt, da de største ikke løb rundt om bordet (som er hele idéen med spillet), men blot blev stående ivrige efter at slå til bolden. Så vi endte med at droppe det. I stedet kom en af drengene i tanke om, at vi kunne spille fodbold. Vi startede med at gå hen til et sted i slumkvarteret, hvor der var plads. Dette blev til en omgang uoverskuelig fodbold, da der cirka var 15 på hvert hold. Derfor blev nogle af drengene enige om, at vi gik om til ”the field”. Vi regnede selvfølgelig med en normal rektanglet fodboldbane med to mål, men derimod mødte vi en 20 x 20 meter stor græsplæne, som mindede mere om et minefelt pga. de store skarpe sten, der lå overalt på banen. Derudover rendte der vand ind over banen, som hørte mere hjemme i kloakerne, da det både lugtede af og lignede kloakvand. På trods af disse forstyrrende faktorer, så endte det faktisk med at blive en helt god fodboldkamp og en fantastisk oplevelse. Vi fik i hvert fald en følelse af, at drengene syntes godt om os, især da de kæmpede for at holde os i hænderne og kaldte os ”Uncle John” og ”Uncle Mike”.

You are welcome!

Varm velkomst

De forste 2 uger af vores 3 maaneders ophold i Nigeria, er vi paa en lille rundrejse i landet. Den
forste uge har vi tilbragt i Nigerias hovedstad Abuja.

Vi blev taget imod af vores vaert, pastor Benjamin, tidlig torsdag morgen i Abuja Airport. Allerede paa motorvejen indtil vores hjem i den naeste uge, gik det op for os, at vi var landet et helt nyt sted i denne store verden. Trafikken er fuldstaendig kaotisk. Bilerne overhaler ved at koere ud i groeften, og man har afskaffet reglen med at kigge i spejlene, til fordel for at man kun orienterer sig fremadrettet, og alt der kommer bagfra dytter. Det er noget forfaerdelig rod. Men Benjamin var en utrolig kompetent chauffoer, saa vi naade uskadte frem. Vi blev indlogeret paa to vaerelser paa 1. sal i en bygning, hvor der i stuen var kirke og i kaelderen havde Benjamin og hans familie deres praestebolig. Bygningen laa midt i det man i danske termer vil kalde et slumkvarter. Kvarteret har faet navnet Church Village, hvilket skyldes de mange kirker i omraadet. Kvarteret bestod hovedsagligt af illegalt opfoerte blikhuse og vejen derind til var saa godt som bombet i stykker. Men der er et vaeldigt leben og alle de lokale hilser paent, med parolen "You are welcome!", og vil hellere end gerne snakke, saa det har vaeret en skon start paa vores Nigeria-tur.

Kirken, som vi har boet i, har vist sig at vaere et omdrejningspunkt, baade i forhold til den lutheranske kirke i distriktet, men ogsaa for meningheden. Allerede den foerste dag kom aerkebiskoppen, Nemuel Baba, for den lutheranske kirke i Nigeria paa besoeg. En anden dag var alle praesterne i Abuja og omegn indkaldt til moede i kirken. Det lidt sjove ved det var at moedet startede kl. 22 og sluttede kl. 6 naeste morgen. Dette var dog ifoelge pastor Benjamin fuldstaendig logisk, da de paa denne maade ville undgaa at blive forstyrret af udefrakommende. Om vi danskere kan foelge denne logik er nok tvivlsomt.
Vi har vaeret saa heldige, at vi ankom netop da kirkens sommer-boerneprogram gik ind i dets sidste uge. Saa hver eneste dag i ugen har der vaeret program for meninghedens boern hos vores underbo, kirken. Det har vaeret utrolig spaendende og lidt af en oejenaabner at se hvordan de arbejde med boernene. Et eksempel paa dette er fredagens program. Her var der debatdag. Boernene blev delt ind i to hold alt efter hvorvidt de var for eller imod tesen: ”Foraeldre er ansvarlige for deres boerns opdragelse”. Debatten foregik ved at hver debattoer fik, meget demokratisk, praecist fire minutter til at forsvarer sit standpunkt. Boernene var meget engagerede, hvilket har vaeret gaeldende for alle dagenes program. Soendag var der gudstjeneste, som skulle markere afslutningen paa boernenes sommerprogram. Boernene tog aktiv del i gudstjenesten i form af drama, sang og dans. Gudstjenesten varede 5 timer, hvilket umiddelbart lyder uudholdeligt, men tvaertimod var det en stor oplevelse at vaere med til.
I det hele taget har ugen vaeret pakket med spaendende oplevelser, som vi dog vil spare jer for nu.

For vores eget vedkommende er vi enige om, at vi har faaet en fantastisk velkomst til Nigeria. Vores vaertsfamilie har taget utroligt godt imod os og konen har kokkereret forskellige nigerianske nationalretter for os. Nogle bedre end andre, men generelt er det nigerianske koekken bedre end vi havde frygtet. Stroem er der kun nogle gange og badet foregaar ved at kaste vand over hovedet, mens menneskerne hernede er alle soede og rare, saa vi har det fremragende.

Volontørkursus på Diakonhøjskolen

Velkommen til vores blog.

Lige nu sidder vi på Diakonhøjskolen i Århus, hvor der resten af ugen er tilrettelagt et meget spændende program, der gerne skulle klæde os bedre på til vores forestående tur til Nigeria. Vi skal bl.a. høre om kulturmøder, afholde bibelrefleksioner og en tur i Spejder Sport. Udover dette er vi sammen med 20 andre unge, som også skal ud og opleve verden som volontøre. I takt med forberedelseskurset vokser forventningsglæden til afrejsen den 19. august.

På denne blog vil man løbende kunne læse indlæg om vores oplevelser i Nigeria. Vi håber at I vil følge med her på siden og eventuelt skrive nogle kommentare.

Med venlige hilsner
Mike og Johannes