Livet paa Mbamba

Efter vores ophold i byerne Abuja og Jos ankom vi d. 2 september til vores endelige destination, Mbamba, et par kilometer udenfor byerne Yola og Jimeta.
For udefrakommende kan vi fortaele, at stedet Mbamba er en compound, hvor der ligger en praesteskole med ca. 100 studerende med familier og en secondary-kostskole med 400-500 elever. Begge institutioner hoerer begge under den lutheranske kirke i Nigeria. Disse to skoler starter foerst op i starten af oktober, saa pt. er der roligt her paa Mbamba. Indtil videre har vi haft rig mulighed for at stifte bekendtskab med de fastboende medarbejdere og deres boern. Udover dette har vi ofte boern fra nabolandsbyen haengende omkring huset, da nye Batures (Hausa for ”hvid mand”) er et yndet udflugsmaal.
Den foerste uges tid her paa stedet gik med at faa os indrettet i vores nye hjem. I huset bor vi sammen med Inge og Tine. Inge har tidligere vaeret udsendt i et aar, ogsaa her til Mbamba, saa vi nyder godt af alle hendes erfaringer, tips og tricks. Tine er udsendt for foerste gang og skal undervise paa skolen REMI, ligesom vi ogsaa skal. Udover os fire er der ogsaa fire andre danskere her paa Mbamba. Mette og Alex, et yngre aegtepar, der skal fungere som undervisere paa praesteskolen i 3 aar og Niels og Ida, et aegtepar i 50'erne, som ogsaa skal undervise paa praesteskolen i en 5-maaneders periode.
Udover at faa flyttet ind er de foerste uger paa Mbamba gaaet med at laere folk paa stedet at kende, lege med boernene og spille en masse fodbold. Vi nyder virkelig livet her paa compounden. Der er en skoen stemning, naar man gaar rundt i de frodige omgivelser (det er regntid), og alle stopper op for at snakke og sige velkommen til stedet.
Sidste uge begyndte vores arbejde paa REMI skolen, som ligger omkring fem kilometer fra Mbamba. Dette er en kombineret primary og secondary skole, hvor man proever at blande ”special needs-children” med helt almindelige boern. Et spaendende og unikt projekt, som vi nok skal komme til at fortaelle meget mere om. Skolestarten er lidt flydende her i landet, saa foerst nu er alle elever og laerer ved at vaere paa plads til det nye skoleaar. Men vi er ved at laere stedet at kende og har faaet tildelt vores opgaver hver isaer. Udover at vi begge skal fungere som speciallaerere for nogle af de svageste elever, skal Mike vaere tilknyttet Primary 3 (boern i 7-9 aars alderen), hvor han skal fungere som computer -og engelsklaerer, og Johannes skal vaere billedkunstlaerer for hele primary 1-5 (boern fra 5-12 aars alderen) og hjemmekundskabslaerer for et valghold fra secondaryskolen.
Saa mere er der ikke at sige, end at vi nyder Nigeria i fulde drag!

Brunsovs og børnehjemsbesøg

Efter en spændende uge i Church Village, Abuja, gik turen mod million-byen Jos, som ligger på et platoue med bjerge op til 1700 meters højde. ”Platoue”, som også er navnet på staten, hvor Jos ligger, er kendt for et dejligt klima, hvor folk fra norden føler sig rigtig godt tilpas. Derfor så vi også dette ophold, som en lille uges behagelig ferie inden vi drog mod vores endelige og noget varmere destination, Yola, i staten Adamawa. Behageligt var det. Vi boede på en compound ved navn Dogon Dutse, hvor der var varmt vand fra en bruser (vi er vant til kold vand fra en spand), dansk mad fra en afrikansk kok, som har beskæftiget sig med klassiske danske retter i flere årtier (vi fik et festmåltid på Johannes' fødselsdag bestående af rødbeder, brunsovs og kartofler – mums!), og til sidst, men ikke mindst, en udsigt fra vores hytte på Dogon Dutse over Jos. Så det var et fantastisk luksuriøst opholdt, hvor vi overnattede fra onsdag den 25. august til og med den 31. august.

Vores ophold i Jos skulle selvfølgelig ikke bestå af ren afslapning i form af Backgammon, så vi fik sat en aftale i hus med et dansk missionærpar ved navn Peter Michael og Anne Karin. Parret har været bosat sammen med deres børn i Jos i mere end fem år, hvor de primært har sat tid og kræfter af til nogle børnehjemsprojekter. Der er to af slagsen, hvoraf den ene hedder ”Transition House”. Dette er et hjem for unge drenge i en alder af 13-20 år, som af den ene eller anden årsag ikke har et hjem eller en familie. Det andet børnehjem ligger lidt uden for byen Jos, hvor der både er unge piger og drenge i en alder af 4-13 år. På det sidste hjem, som hedder ”Gidan Bege”, mødte vi en pige, hvis forældre er døde. Som om dette ikke havde været en traumatisk oplevelse i sig selv, så blev hun efter forældrenes død beskyldt for at være et såkaldt ”heksebarn”, som havde kastet nogle forbandelser over sine forældre. Altså en direkte beskyldning for at have slået sine egne forældre ihjel. Denne lille pige har selvfølgelig nægtet alle disse beskyldninger, hvorefter de havde tortureret hende med både kogende vand og strygejern (hendes ryg var fyldt med ar). Til sidst havde pigens bedstemor valgt at aflevere pigen til ”Gidan Bege” med den besked, at landsbyens beboere ville ende med at slå hende ihjel. Alt dette skete for et halvt år siden, og hun er kun ét eksempel, ud af mange andre, over hele Nigeria. Børnehjemsprojekterne var et tydeligt bevis på, at man med få midler kan ændre forfærdelige skæbner som denne piges og give dem mulighed et værdigt liv.

I vores uge i Jos besøgte vi også et ”Reach-Out”-projekt, som Afrika In Touch har arrangeret. Dette projekt består af, at seks unge danskere skal bo i et kollektiv med seks unge nigerianere. Hver dansker skal så dele seng med en ung nigerianer. Sammen skal de så ud og lave volontørarbejde, hvor de blandt andet skal ud til børnehjemmet ”Gidan Bege”, som er beskrevet i det ovenstående. Til at holde styr på denne gruppe unge er der ansat et nigeriansk ægtepar, som har tre børn.

Vi var inviteret til spisning, hvilket vi glædede os meget til, da vi havde mødt disse seks danskere på volontørkursusset på Diakonhøjskolen i Århus. Der var stor gensynsglæde, hvor vi kunne dele de oplevelser og indtryk vi havde gjort os indtil videre. Derudover var det også spændende at møde nogle nigerianere på vores egen alder. Selvom det var jævnaldrene, kunne man fornemme en masse kulturforskelle. F.eks. var nogle af de unge nigerianere allerede forlovet. Det er et rigtig fint projekt, idet man kan få venner for livet på tværs af kontinenter og får knyttet meget tætte bånd til en anden kultur.

Vi er stadig høje på alle de nye indtryk som den nigerianske kultur giver os, men nu glæder vi os også til at flytte ind i vores hus på Mbamba, Yola, og starte på en hverdag.

Fodbold i slumkvarteret

Bature!
En dag hvor vi gik en tur i Church Village (kvarteret hvor vi bor), mødte vi de sædvanlige tilråb ”Bature!”, som betyder ”hvid mand”. Dette oplever vi tit når folk ser os, eller andre hvide, i gadebilledet. Vi har tit undret os over, hvilken mening der ligger bag disse ord. Vi er klar over, hvad selve ordet betyder, men med hvilket formål man bruger ordet, står os stadig uklart. Vil de have opmærksomhed fra os, vil de gøre andre i nigerianere opmærksomme på os og vores mærkelige farve, eller vil de blot hilse på os? I Danmark ville det forekomme både mærkeligt og fornærmende, hvis danskere råbte ”sort mand!”, hver gang man så en afrikaner. Dog har vi indtil nu taget det med et stort smil, da vi er sikker på, at der intet ondt eller angribende ligger i ordet (desuden siges det også oftest med et stort smil).

Fodboldkamp med sten, kloakvand og glade nigerianere
Men drengene der råbte det denne gang ville mere end blot have vores opmærksomhed. De ville udfordre os i en god omgang bordtennis. Bordtennisbordet bestod af et lille slidt træbord med en halv meter lang træmorter liggende på tværs. Battene var blot nogle stykker træ, som de havde fundet på jorden. Og nu havde de samlet mod til at udfordre os danskere. Vi tog selvfølgelig glædeligt imod udfordringen og forsøgte også at lære dem rundt-om-bordet, så alle kunne tage del i spillet. Dette gik mindre godt, da de største ikke løb rundt om bordet (som er hele idéen med spillet), men blot blev stående ivrige efter at slå til bolden. Så vi endte med at droppe det. I stedet kom en af drengene i tanke om, at vi kunne spille fodbold. Vi startede med at gå hen til et sted i slumkvarteret, hvor der var plads. Dette blev til en omgang uoverskuelig fodbold, da der cirka var 15 på hvert hold. Derfor blev nogle af drengene enige om, at vi gik om til ”the field”. Vi regnede selvfølgelig med en normal rektanglet fodboldbane med to mål, men derimod mødte vi en 20 x 20 meter stor græsplæne, som mindede mere om et minefelt pga. de store skarpe sten, der lå overalt på banen. Derudover rendte der vand ind over banen, som hørte mere hjemme i kloakerne, da det både lugtede af og lignede kloakvand. På trods af disse forstyrrende faktorer, så endte det faktisk med at blive en helt god fodboldkamp og en fantastisk oplevelse. Vi fik i hvert fald en følelse af, at drengene syntes godt om os, især da de kæmpede for at holde os i hænderne og kaldte os ”Uncle John” og ”Uncle Mike”.