Brunsovs og børnehjemsbesøg

Efter en spændende uge i Church Village, Abuja, gik turen mod million-byen Jos, som ligger på et platoue med bjerge op til 1700 meters højde. ”Platoue”, som også er navnet på staten, hvor Jos ligger, er kendt for et dejligt klima, hvor folk fra norden føler sig rigtig godt tilpas. Derfor så vi også dette ophold, som en lille uges behagelig ferie inden vi drog mod vores endelige og noget varmere destination, Yola, i staten Adamawa. Behageligt var det. Vi boede på en compound ved navn Dogon Dutse, hvor der var varmt vand fra en bruser (vi er vant til kold vand fra en spand), dansk mad fra en afrikansk kok, som har beskæftiget sig med klassiske danske retter i flere årtier (vi fik et festmåltid på Johannes' fødselsdag bestående af rødbeder, brunsovs og kartofler – mums!), og til sidst, men ikke mindst, en udsigt fra vores hytte på Dogon Dutse over Jos. Så det var et fantastisk luksuriøst opholdt, hvor vi overnattede fra onsdag den 25. august til og med den 31. august.

Vores ophold i Jos skulle selvfølgelig ikke bestå af ren afslapning i form af Backgammon, så vi fik sat en aftale i hus med et dansk missionærpar ved navn Peter Michael og Anne Karin. Parret har været bosat sammen med deres børn i Jos i mere end fem år, hvor de primært har sat tid og kræfter af til nogle børnehjemsprojekter. Der er to af slagsen, hvoraf den ene hedder ”Transition House”. Dette er et hjem for unge drenge i en alder af 13-20 år, som af den ene eller anden årsag ikke har et hjem eller en familie. Det andet børnehjem ligger lidt uden for byen Jos, hvor der både er unge piger og drenge i en alder af 4-13 år. På det sidste hjem, som hedder ”Gidan Bege”, mødte vi en pige, hvis forældre er døde. Som om dette ikke havde været en traumatisk oplevelse i sig selv, så blev hun efter forældrenes død beskyldt for at være et såkaldt ”heksebarn”, som havde kastet nogle forbandelser over sine forældre. Altså en direkte beskyldning for at have slået sine egne forældre ihjel. Denne lille pige har selvfølgelig nægtet alle disse beskyldninger, hvorefter de havde tortureret hende med både kogende vand og strygejern (hendes ryg var fyldt med ar). Til sidst havde pigens bedstemor valgt at aflevere pigen til ”Gidan Bege” med den besked, at landsbyens beboere ville ende med at slå hende ihjel. Alt dette skete for et halvt år siden, og hun er kun ét eksempel, ud af mange andre, over hele Nigeria. Børnehjemsprojekterne var et tydeligt bevis på, at man med få midler kan ændre forfærdelige skæbner som denne piges og give dem mulighed et værdigt liv.

I vores uge i Jos besøgte vi også et ”Reach-Out”-projekt, som Afrika In Touch har arrangeret. Dette projekt består af, at seks unge danskere skal bo i et kollektiv med seks unge nigerianere. Hver dansker skal så dele seng med en ung nigerianer. Sammen skal de så ud og lave volontørarbejde, hvor de blandt andet skal ud til børnehjemmet ”Gidan Bege”, som er beskrevet i det ovenstående. Til at holde styr på denne gruppe unge er der ansat et nigeriansk ægtepar, som har tre børn.

Vi var inviteret til spisning, hvilket vi glædede os meget til, da vi havde mødt disse seks danskere på volontørkursusset på Diakonhøjskolen i Århus. Der var stor gensynsglæde, hvor vi kunne dele de oplevelser og indtryk vi havde gjort os indtil videre. Derudover var det også spændende at møde nogle nigerianere på vores egen alder. Selvom det var jævnaldrene, kunne man fornemme en masse kulturforskelle. F.eks. var nogle af de unge nigerianere allerede forlovet. Det er et rigtig fint projekt, idet man kan få venner for livet på tværs af kontinenter og får knyttet meget tætte bånd til en anden kultur.

Vi er stadig høje på alle de nye indtryk som den nigerianske kultur giver os, men nu glæder vi os også til at flytte ind i vores hus på Mbamba, Yola, og starte på en hverdag.